i nærheden af Kongsvinger, hvor der også opholdt sig flere, som allerede i nogen tid (smlgn. s. 82 ovenfor) havde tænkt på at göre en rejse til Stockholm for der at tilbringe 3–4 dage og bl. a. benytte anledningen til at aflægge besög i operaen. Disse vare brödrene Peder og Jess Anker og kammerjunker Kaas, hver med sin frue. Martinau mente; at de tre fremmede damer, navnlig fru Jess Anker, vilde vække opsigt, når de besögte operaen i Stockholm: hun var meget stor, medens de to andre vare små. Sidney Smith blev i Kristiania til 3 Februar, da han rejste til Köbenhavn med Bernt Anker, en söofficer Kaas og to andre herrer. Martinau synes lige til det sidste at have været uvidende om, at han stod i forbindelse med Gustav III, da han ellers neppe vilde have undladt at hentyde hertil. Han roste ham for övrigt meget, men fandt dog, at det for hans egen skyld var heldigst, at han så tidlig forlod Kristiania, hvor han vistnok havde været meget afholdt, men at dette neppe vilde blive af lang varighed, da man var kommen under vejr med, at han ikke var rig, og dette var nödvendigt i et så materialistisk samfund, som det i Kristiania, hvor den, som ikke havde penge, agtedes mindre end intet. Så var ialfald Martinaus mening, og om denne også kunde være noget ubillig og overdreven, var den ialfald ikke aldeles ugrundet.
Men om også Martinau ikke havde rede på Sidney Smiths virkelige stilling, havde man i Kristiania i det mindste en formodning om, at han ikke alene var der for sin fornöjelse, og han betragtedes, hvad han også var, som Gustav IIIs agent. Hvorvidt han imidlertid har indledet forbindelser for denne, og hvor meget held han i det hele har havt med sig, er ikke bekendt. Selv har han i et brev til Gustav III, som han skrev til denne fra Stralsund 15 Maj 1791, udtalt sig om dette sit besög i fölgende ord: „Deres majestæt
