Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/254

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
250
YNGVAR NIELSEN.

der var naturligt for enhver militær, som ved et tilfælde var kommen til at aflægge et besög i et naboland.

Den anden fremmede, som i denne vinter gæstede Kristiania, var en virkelig celebritet, nemlig den bekendte Englænder Sidney Smith, der, efter at have gjort tjeneste på den svenske flåde og bidraget til dennes sidste held, befandt sig på hjemrejsen og nu havde lagt vejen over Kristiania. Han må være kommen til Kristiania i begyndelsen af December 1790 og var nogle dage efter på et stort bal hos stiftamtmanden, hvor såvel han som Bordieu bleve meget feterede. Umiddelbart efter dette gjorde han et besög på Kongsberg. Han bestemte sig först for at blive over i Norge en större del af vinteren eller den hele, men da han snart mærkede, at han blev genstand for regeringens opmærksomhed, forandrede han sin beslutning. Söetatens General-adjutant, U. Chr. Kaas, ankom nemlig ved Juletider til Kristiania, som det almindelig antoges for at passe på Sidney Smith og Bordieu, om denne sidste endnu skulde være i Kristiania.

Sidney Smith tilbragte selv Julen på Fladeby[1] sammen med det muntre selskab, som der plejede at fejre denne höjtid, og rejste derfra til en af Peder Ankers ejendomme

  1. L. Daae, Af Bülows papirer, s. 48 flg. – I et brev af 11 Decbr. 1790 har Bernt Anker givet sin fætter Karsten Anker fölgende skildring af Sidney Smith: „Sidney Smith, som hjalp kongen af Sverige til at vinde sine bataljer og især den i Svensksund, er nu her – en charmant mand – en stor og dejlig Britter – han går herfra til England; han er dekoreret med storkorset af Sværdsordenen, som kun gives general-löjtnanter og nu er rart; han har været hos keiseren af Marokko – han taler godt Fransk, Spansk, Portugisisk g Svensk“. Rigsarkivar Birkeland har velvillig meddelt en afskrift af dette brev, som i sin tid fandtes i afdöde sorenskriver Holmsens autografsamling og nu måske er tilintetgjort. Martinau omtaler oftere (bl. a. i et brev af 12 Marts 1791) Sidney Smith og den mistanke, man nærede om, at han var svensk agent, og siger, at navnlig prins Karl af Hessen betragtede ham som sådan.