hele nokså rolig hen, og man hörte heller ikke mere til Gustav IIIs planer, sålænge årstiden forhindrede alle forsög på at udföre disse, skönt man heller ikke glemte dem. Man fulgte i Kristiania med levende interesse den almindelige europæiske politik og knyttede til den allehånde kombinationer. I et selskab, hvor Martinau var en af gæsterne, bemærkede således en spögefugl, at de magter, som vare indviklede i den bekendte Nootkasunds-affære, burde tage en af de to nordiske konger til voldgiftsmand i sin strid: vilde de have en oplyst dommer, fik de henvende sig til Gustav III, vilde de derimod foretrække en nikkedukke, fik de gå til Kristian VII; begge disse fyrster stode nemlig, hver i sin art, over alle samtidige regenter. Andre talte om afslutningen af en trippel-allianse og en kongres i Köbenhavn, hvor den svenske konge formodedes at ville indfinde sig i egen person og være sjælen i forhandlingerne. Imidlertid nærede man også mistro til hans hensigter, og da det fortaltes, at en afdeling af den svenske roflotille for fremtiden skulde være stationeret i Göteborg eller Marstrand, blev dette ikke optaget som noget lovende tegn.[1]
De omtalte rygter om en russisk-svensk-dansk trippel-allianse – i opposition mod England og Preussen – holdt sig fremdeles i nogen tid; men samtidig blev der også i Norge truffet foranstaltninger til at bringe hæren i fuld stand. En i dette öjemed nedsat kommission arbeidede – ifölge et brev fra Martinau af 30 Oktober 1790 – med skyndsomhed på at bringe alt i orden og havde navnlig sin opmærksomhed henvendt på fæstningernes, derimellem Frederiks-
- ↑ I November 1790 ankom den i det finske mytteri indviklede löjtnant Gadolin til Kristiania. Martinau gik herfra i forbön for ham; han mente ellers, at G. havde des dispositions crapuleuses.
