med toldvæsenets hemmelige vidende, indfört til Kristiania en stor mængde fransk brændevin under navn af kornbrændevin fra Flensborg, hvor der af fransk brændevin kun betaltes en ubetydelig told, hvilket udsolgtes af byens hökere til skade for de större handlende, som hentede sit druebrændevin direkte fra Bordeaux. Da disse ikke vilde finde sig heri, forlangte de 19 Oktober en undersögelse af ladningen på et skib fra Flensburg og fik deri medhold af stiftamtmanden. I löbet af den påfölgende nat forsamledes pöbelen, som drak sig fuld og begik forskellige excesser, hvorunder også det ombordværende franske brændevin blev heldt i söen, således at der, da visitationen blev afholdt, kun var lugten tilbage. Da pöbelen også herunder indtog en truende holdning, måtte den tilkaldte militære vagt forstærkes, ligesom den forsynedes med skarpladte geværer. Om aftenen samledes der henved trehundrede mennesker udenfor en köbmands vinduer, som bleve indkastede med stene, hvorunder man også hörte, at der blev råbt: „Bravo! det går på fransk!“
Oplöb som dette vare på den tid – ligesåvel som senere – ikke nogen sjeldenhed i Kristiania, men havde aldeles ingen politisk årsag. Skinsygen mellem hökere og småköbmænd på den ene side og på den anden side de store grosserere og trælast-handlere er en tilstrækkelig forklaringsgrund, og der kom derfor ingen nye udbrud af den formentlige demokratiske ånd.[1] Årets sidste måneder gik i det
- ↑ Sagen må dog have vakt en vis opsigt. Martinau skrev under 27 Novbr., at regeringen i den anledning havde tænkt på at udnævne en statholder, og at Scheel var bestemt til at overtage dette embede. Moltke kendte det samme rygte og var meget ængstelig derover. L. Daae, Af Bülows papirer, s. 44.
bleven hans efterfölger med sin svigerfader, oberst-löjtnant Oldenburg, som underkommandant. Denne sidste skildres som „une espèce de brute, bon à rien, sinon d’obéir aveuglément à son gendre.“
