konges planer om at udvide sit laud mod Vest, og hvor fredsommelig end den danske regering i det hele taget var, kunde den ikke vel lukke öjnene for det rimelige i, at der snart kunde opstå nye forviklinger, hvorunder den neppe heller vilde kunne göre regning på bistand fra russisk side. I Norge fulgte man også sagernes udvikling med megen interesse; da man ikke vidste noget med bestemthed, udtömte man sig i gisninger, som igen bleve en kilde til ligeså mange rygter. Langs grænsen var man på begge sider forberedt på et brud og så i enhver foranstaltning et tegn herpå. Da en norsk officer i nærheden af Kongsvinger havde ladet en del telte slå op for på den måde at få dem törre, fortaltes det i Sverige, at dette var en lejr, og at 6000 Normænd vare under fremrykning. En broder af den til Sverige römte zahlkasserer Juel, der rejste for at besöge denne, fandt broen ved Magnor afbrudt og kunde blot med vanskelighed komme frem. Denne gang gjorde imidlertid Martinau, hvad han kunde for at berolige stemningen ved at indberette til Sverige, at der i Norge ikke blev truffet nogen foranstaltning, der tydede i retning af krig. Da der derimod til samme tid i Kristiania var forefaldt et lidet oplöb, som han troede at kunne sætte i forbindelse med demokratiske og revolutionære tendenser, og som han af den grund formodede vilde blive neddysset af regeringen, sendte han en beretning derom til Sverige, forat den igen kunde gå videre og finde vejen til en udenlandsk avis.[1] Ifölge denne blev der hvert år,
- ↑ I dette samme brev meddeler han også, at kommandanten på Frederiksten, general Maas, var död, og at general Mansbach var
at kronprinsen havde sagt til ham, at Gustav III udelukkende havde afsluttet freden i Verelä for at kunne hævne sig på Danmark. M. tænkte sig dog muligheden af, at kronprinsen kun havde sagt dette for at ophidse det norske folk mod Sverige.
