denne fremtiden med mistillid, endskönt hans forhåbninger allerede mange gange vare blevne bittert skuffede. Der var nemlig kun en måned i forvejen foregået en meget stor forandring i hans konges stilling, idet denne 14 August 1790. i Verelä havde sluttet fred med kejserinden af Rusland og derigennem havde fået frie hænder til at optræde, som han vilde, på andre kanter. Ingen kunde mere glæde sig herover end Martinau, og idet han indberettede detaljerne ved festen i Kristiania, havde han også åbent öje for den nye freds betydning for den ham overdragne virksomhed, og sendte tillige underretninger til Sverige om, at man i Norge havde modtaget budskabet om freden med Rusland. Man frygtede nu for, at prinsen af Hessen skulde få ret i sin spådom om, at Gustav III en anden gang ved lejlighed kunde vende sig mod Vest. Martinau fandt dette ikke urimeligt, og kun fire dage efter, at han i transparent havde vist Kristianias jublende borgere sin underdanige hengivenhed for rigets kronprins, forsögte han at docere for Gustav III en lære, hvori denne var hans mester: „En stor fyrste kender i politiken hverken had eller venskab; de må begge vige for statshensynet, der i sådanne foretagender er den eneste veileder for eller imod.“ Meningen heraf er ikke vanskelig at tyde: Martinau håbede, at det venskabelige forhold, til hvis tolk han selv havde gjort sig, ikke måtte være nogen hindring for hans konge, hvis denne önskede at genoptage sine gamle planer i deres fulde udstrækning.
Den forandring, som ved freden i Verelä var foregået i Gustav IIIs stilling, og de muligheder, som derved havde åbnet sig, undgik imidlertid heller ikke den anden parts opmærksomhed.[1] Man var altfor vel vant til den svenske
- ↑ Da kammerjunker Kaas, der havde været i Danmark i anledning af formælingen, kom tilbage til Kristiania, fortalte han Martinau,
