„Högsta sällhet, Gudar gifvit,
Nordens föremål nu blifvit!
Kärlek Fredriks hjærtet röner,
freden Gustafs mod bekröner!“
„Alle vegne tilsmiltes tilskuernes glæde“, heder det tilsidst i det nævnte blads beretning, „höjtidelig glæde og den skönneste smag og orden. Man så, at alle kappedes for at vise deltagelse i den elskte fyrstes lykke, og hvor höjt han æres og elskes i denne stad, som har havt den nåde at have ham blandt os.“ Det var vistnok også en efterdönning af den lojale hengivenhed, hvormed den unge fyrste var bleven mödt under sit ophold i Norge to år i forvejen, når man nu hilsede hans formæling med så megen glæde. Der knyttede sig også dertil mange forhåbninger for fremtiden, der bl. a. fandt et udtryk i de ord af Vergil, hvormed konrektor Rosted ved den store illumination havde forsynet det transparent, der var anbragt på den side af stiftsgården (eller, som den på den tid i almindelighed kaldtes, overhofretsgården), hvor det af ham bestyrede Deichmannske bibliotek havde sit lokale.
– – Qvæ cernes surgere regna
conjugio tali! – – – – –.
Den glæde, hvormed Normændene fejrede tronfölgerens formæling, var ikke noget lovende tegn for et heldigt udfald af de svenske agitationer, og forsåvidt var der neppe megen oprigtighed i den hyldest, som ved denne lejlighed bragtes det unge fyrstepar af Martinau. Men dog betragtede ikke
tinau havde også skadet sig et exemplar at P. A. Heibergs bekendte sang: „Hver mand i byen om indtoget taler“, og sendt dette til Sverige. – Martinau omgikkes i slutningen af Oktober 1790 med tanken på at fejre fredsslutningen med et bal, hvortil han ansögte om. at kongen vilde bevilge ham midlerne. Dette er dog neppe blevet afholdt, smlgn. side 103.
