Dette spændte forhold mellem den nye stiftamtmand og
et par af Kristianias mest fremtrædende indbyggere kunde
i Martinaus öjne let blive til fordel for de svenske interesser.[1]
I Kristiania har man dog neppe tillagt denne etikettestrid
en sådan politisk betydning, og om man havde gjort
det, var ialfald opmærksomheden meget hurtig bleven afledet
derfra ved et skridt fra svensk side, som man antog ikke
vel kunde være skeet uden på foranstaltning af Gustav III
selv. Den sidste post, som i Marts måned afgik fra Norge
til Köbenhavn, blev nemlig stanset i Helsingborg, og samtidig
kom der rygter om, at Karsten Anker, som da befandt
sig på tilbagevejen til Danmark, var bleven arresteret, forinden
han havde kunnet passere Øresund. Dette var opsigtvækkende
nyheder. Ingen var ganske på det rene med,
hvordan de skulde forklares, men mein var dog mest tilböjelig
til at opfatte dem som forbud på et fredsbrud. Man
bestormede Martinau for af ham at få lösning på gåden;
men han forsikrede kun, at han intet vidste, hvilket også
var ganske rigtigt, da han selv var meget ængstelig. Det
vakte den samme opsigt i Köbenhavn, hvor man fortolkede
stillingen på samme måde. Det synes endog, som om man
der var forberedt på, at prinserne måtte göre en ny rejse
til Norge, og at statsminister Scheel i dette tilfælde var
bestemt til at ledsage dem.[2] I begyndelsen af April fik
- ↑ Da fru Scheel rejste til Danmark, blev hun meget feteret; en deputation fra borgerskabet overrakte hende et kostbart smykke; der gaves une comedie bourgeoise med ballet og en ode til hendes ære, – som Martinau mente, kun for at ærgre Moltke.
- ↑ Endnu i et brev af 8 Maj 1790 omtaler M., at kronprinsen ansåes for at have meget god lyst på krigen. – Omkring 1 April kom den franske konsul i Göteborg, De l’Isle, til Kristiania, hvor hans besög synes at have vakt opmærksomhed. Martinau siger dog, at det kun var for at bese sig, han foretog denne rejse.
