om „en revolution“ og mente, at Normændene havde et åbent öje for tidens store bevægelser og for de fordele, som disse kunde bringe deres land; men han antog tillige, at en politik, der lededes af klogskab og på en gang var kraftig og eftergivende, kunde forebygge ethvert udbrud af den gæring, som også han antog fandtes i Kristiania og på andre steder i Norge.[1]
I sine breve omtalte Moltke ikke, hvorledes han blev modtagen i Kristiania. Martinau derimod har i sine givet nærmere oplysninger herom, som, hvis de ere sande, nok kunne forklare den andens taushed i denne henseende. Der blev nemlig efter disse aldeles ikke gjort noget for den nye stiftamtmand, der kom ubemærket til Kristiania, som en anden almindelig rejsende. De r Kristiania værende medlemmer af familien Anker sagde, at de ikke vilde göre visit hos Moltke, för han havde været hos dem, og en anden af byens mest indflydelsesrige mænd, general-auditör Wessel (grand patriot), havde erklæret, at han også vilde indtage en lignende holdning. Noget sådant var nok aldrig hændt med nogen af de foregående stiftamtmænd, og Moltke skulde derfor, efter hvad der berettedes Martinau, have fölt sig meget stödt derover. Dette var så meget mere at vente, som Moltke, efter Martinaus opfatning, nok var en meget begavet mand, men på den anden side også var meget begærlig efter at udmærke sig og forfængelig.[2]
- ↑ L. Daae, Af Johan v. Bülows papirer, s. 29.
- ↑ Af et brev fra Martinau af 27 Marts 1790 sees, at en svensk mand ved navn Lundström – efter hans skildring en meget lav person, der spekulerede på et konsulat i Norge – havde présenté un docte apperçu sur l’état présent de la Norvége. – Noget senere indberettede M. som en événément en ulykke, som havde tildraget sig med kaptejn Sehesteds vogn, idet hestene havde löbet ud med denne.
