sine betænkeligheder eller §forhåbninger, – alt efter den måde, hvorpå man önskede, at fremtiden skulde udvikle sig.[1]
Uagtet fremdeles det af Martinau ventede og bebudede udbrud af den i Norge gærende misfornöjelse lod vente på sig, var situationen dog meget interessant og spændende, navnlig på grund af den holdning, som den svenske regering indtog. Formodentlig har denne stået i den tro, at forholdene i alle henseender vare sådanne, som Martinau skildrede dem, og derfor været beredt på at skride ind, såsnart dertil viste sig nogen lejlighed. Det var således for opmærksomme iagttagere påfaldende, at der fra svensk side vistes en langt större imödekommen mod Normænd end mod Danske, som om de förste skulde vindes, de sidste derimod stödes bort. Under disse forhold kom den nye stiftamtmand i Marts 1790 til Kristiania og fandt der stillingen ganske ejendommelig. Hans förste udtalelser om denne stemme også tildels overens med Martinaus, endskönt han ikke anså stillingen for så betænkelig som denne. Også Moltke lod derved falde ord
- ↑ I et brev fra berghauptmand Hjort, dat. Kongsberg 2 Juli 1790 (tilhörende rigsarkivar Birkeland), fortæller denne, at Martinau „Tirsdag aften“ var kommen til Kongsberg, og at H., der ikke havde villet betro ham til nogen anden, den fölgende dag gjorde et selskab for denne gæst og selv fulgte ham til Kristians stoll og Gottes hülfe in der noth. „Han spurgte, om folket var fornöjet, og om de tålte skatterne“. M. havde også fortalt om, at han havde fået et brystonde den tid, de norske tropper vare i Sverige, og lagt ud om sit sammenstöd med Scheel; „dog sagde han ved en kurer fra Göteborg at have fået ordre at blive og tåle lige til voldsom behandling, og at ej have havt omgang med nogen i Kristiania i 9 måneder. Han fortalte og at have stået i negociation om at köbe 3000 centner krud af vore fæstninger og vidste, at i Fred.stad og Akershus vare 6000 centner, over hvilken mængde han forundrede sig, og at her var bleven forfærdiget end mere.“ – Martinau har ikke selv omtalt denne rejse, måske af den grund, at dens udbytte ikke svarede til hans forventninger.
