man imidlertid i Kristiania efterretninger om, at forbindelsen mellem den svenske og den danske kyst atter var fri. Det hed sig, at grunden til postens stansning var den, at Gustav III agtede at göre en rejse over Stettin til Berlin; men Martinau troede ikke herpå. Det synes dog, som om han ikke har fået nærmere oplysning fra Stockholm om sagens sammenhæng.
Alt blev efter denne afbrydelse atter roligt, og der var intet, som tydede på, at det af Martinau bebudede udbrud af Normændenes misfornöjelse var nær forestående. Han talte nu heller ikke mere om denne, men kun om, at det var kedeligt i Kristiania, hvor der ikke var noget hof, om end nokså lidet, med den deraf fölgende anledning til intriger. „Man er her altfor skikkelige folk“, skrev han 12 Juni 1790 i et af sine hjærtesuk i denne anledning, der var bestemt for statssekretær Franc.[1] Da han noget senere – i slutningen af August – foretog en rejse til Kristiansand i anledning af, at der til Flekkefjord var indkommet et svensk skib med en kostbar ladning, bragte vel dette ham nogen adspredelse, især om han har været vidende om, at stiftamtmanden havde sine spioner efter ham. Denne havde dog ikke deraf andet udbytte end at få vished for, at det kun var handels-anliggender, som havde foranlediget rejsen.[2]
- ↑ I slutningen af Juni eller begyndelsen er Juli 1790 må der i Sverige have gaat rygter om en lejr ved Bergen, som dog M benegtede. Man synes at have sat dem i forbindelse med en rejse, som kronprinsen skulde foretage til de samme egne.
- ↑ En del oplysninger om rejsen findes i et brev fra Martinau, dateret Kristiansand 7 September 1790. Han siger heri bl. a., at rejsen havde været meget besværlig, da han havde måttet tilbagelægge 16 mil i åben sö; i Kristiansand var han bleven modta-
