over det hele land, og deres forskellige sindelag. Flerheden af dem foretrækker en fuldstændig uafhængighed; men da man ikke kan løbe pil at opnå en sådan, har man delt sig i to grupper, af hvilke den ene vil opretholde det danske herredömme, kun med nogle nye tillempninger, medens den anden vil have en tilslutning til Sverige. Dette sidste frembyder anledning til at opnå gode vilkår og vilde give begge parter gensidig den ære og de reelle fordele, som fölge med at være en magt af förste rang, hvilket ikke vilde være tilfældet ved enhver anden forening. Men på den anden side frygter man for, at Norges beliggenhed, grænsende lige op til eller meget heller sammenhængende med Sverige, skal göre det lettere at undertrykke landet.“ I den kommende sommer måtte det vise sig, hvad der vilde komme ud af uafhængigheds-bestræbelserne. Hvis omstændighederne viste sig gunstige, vilde det förste udbrud komme til at foregå på Röros, hvor de 1500 (??) bergverks-arbejdere dannede et slags militært korps. Disses exempel vilde da senere blive fulgt si bergarbejderne på Kongsberg. Rörosingerne havde ellers allerede under kronprinsens rejse lagt for dagen, at de ikke nærede nogen hengivenhed for den kongelige familie, og dette var bleven bemærket, ligesom det havde gjort et meget slet indtryk på kronprinsen, der rejste meget utilfredsstillet fra Röros. Derfor mente Martinau, at dette sted netop var et af dem, hvorpå men i Sverige burde rette sin opmærksomhed, og hvorhen der burde sendes agenter for at bearbejde den allerede i forvejen gunstige stemning. Martinau havde selv lyst til st rejse til Röros under påskud af at bese kobberverket og gruberne, men anså det dog for sikrest at lade denne bearbejdelse besörge af andre. Han antydede også med det
