Sverige og Rusland på ny kunde lede til en aktiv optræden fra den dansk-norske regerings side. Martinau var dog ikke en af de indviede, men måtte den hele tid handle efter eget skön og på egen hånd. Det er öjensynligt, at han har troet, at misfornöjelsen i Norge meget snart måtte skalle sig luft i et voldsomt udbrud, og da dette lod vente på sig, blev hans skuffelse så meget desto större. Först da begyndte han at söge efter de grunde, som vanskeliggjorde en samlet optræden af det norske folk, og fandt da ud, at både Normændenes nationalkarakter og deres lands spredte bebyggelse lagde store hindringer i vejen for en sådan almindelig rejsning.
Men på samme tid, som Martinau altså så sig nödsaget til at erkende, at han havde taget fejl, når han så forholdene i et altfor gunstigt lys, kunde han dog ikke ganske lösrive sig fra sine yndlingsdrömme. I en meget lang rapport til kongen af 9 Marts 1790 skildrede han således den oplösningstilstand, hvori han nu vilde have, at den danske stat skulde befinde sig. Det var, som om han vilde tröste sig over sine fejlslagne forhåbninger med hensyn til monarkiets nordlige halvdel og derfor gav sig til at male forholdene i den sydlige med så meget mörkere farver, idet han mente, at disse vilde göre det muligt for Norge at lösrive sig under beskyttelse af svenske, engelske og hollandske orlogsskibe, medens samtidig en preussisk hær rykkede ind i Holsten og truede Danmark fra den kant. Det skulde, efter den kandestöberagtige skildring, som Martinau nu udkastede for Gustav III, egentlig kun være Sjæland, der var den danske regering ubetinget hengiven, idet der selv i Jylland var gæring. Derfor mente han, at tiltrods for alle skuffelser var öjeblikket alligevel nu kommet, da man kunde håbe på en tilslutning fra norsk side. „Jeg kender“, skrev han således, „alle de patriotiske ledere, som ere udbredte
