på en tilslutning til Sverige, sådan som den, han selv havde forespejlet dem. Dette kunde efter hans mening lettest ske derved, at disse emissærer (der nödvendigvis måtte være dannede og belevne mennesker) bibragte Normændene fordelagtige forestillinger om Sveriges konge og om dets forfatning. Normændene havde en indgroet uvilje mod den danske regering, og denne kunde benyttes, når man på samme tid uafbrudt arbejdede på at vise dem, at der var et andet herredömme, der vilde være mere fordelagtigt for dem. For at opnå dette antog Martinau, at det vilde være fuldkommen tilstrækkeligt, Som den svenske regering holdt en konsul i hver af de tre stiftsstæder udenfor Kristiania. Der var nemlig kun få bånd, som knyttede Norge til Danmark, og den hele forening hvilede nu i grunden kun på de forhåbninger, hvormed folket betragtede kronprinsens fremtid. Skulde derfor han pludselig blive bortrykket, vilde Norge tilhöre den, som vilde bemægtige sig det, og da kunde Sverige have ganske gode udsigter til at opnå en frivillig tilslutning. Som en af de grunde, hvorpå Martinau byggede denne beregning, anförte han, at Normændene gærne vilde have indfört hos sig det svenske „indelningsverk“ for derved at slippe fri for den yderst byrdefulde ordning af krigsvæsenet, som nu fandtes hos dem.
For alle disse fremtidige muligheder var det imidlertid af den störste betydning at komme til klarhed om, hvorvidt den nærmest fölgende tid skulde bringe krig eller fred. I denne henseende var nemlig situationen ingenlunde sikker, og man var i almindelighed ikke uforberedt på, at det igen kunde komme til et brud mellem de nordiske magter. Det så mörkt ud på mange steder, og navnlig var der meget, som ialfald for den, der var udenfor de indviede kredse, måtte tyde på, at den fremdeles vedvarende krig mellem
