tilbage i Kristiania, skinner det meget tydelig igennem, at han håbede på, at et afslag kunde stöde denne indflydelsesrige mand og derigennem göre det lettere at vinde ham for de svenske interesser. Af de samme hensyn imödeså han også med en vis utålmodighed kaptejn Sehesteds ankomst. Han var fremdeles langt fra sikker på dennes politiske meninger, men håbede, at hans altfor stærkt fremtrædende lyst til at göre hurtige skridt på embedsbanen vilde berede ham skuffelser, som ligeledes kunde göre ham mere modtagelig for en påvirkning fra svensk side.
Til en sådan anså Martinau sig fremdeles for duelig. Han udtalte netop i anledning af de forhåbninger, som han – i sin rapport til kongen af 8 Februar 1790 – havde udtalt, at han havde været meget heldig med at få udbredt önsket om at skaffe Norge en lignende stilling til Sverige, som den Irland indtog til Storbritannien! Dette synes dog lidet rimeligt, da man i Norge havde meget godt kendskab til forholdene på de britiske öer og vidste om, at den stilling, som Norge indtog i foreningen med Danmark, var misundelsesværdig i sammenligning med den, hvori Irland befandt sig. Formodentlig har han derfor her forvekslet Irland med Skotland, og under denne forudsætning er det meget rimeligt, at det er rigtigt, hvad han anförer om, at mange Norske vare indtagne i tanken om at kunne sende repræsentanter til den svenske rigsdag. Derfor var nu öjeblikket kommet til at åbne en fornyet agitation i större målestok, og Martinau gav også selv anvisning til den måde, hvorpå han under de forhåndenværende forhold antog, at denne bedst kunde drives med udsigt til et heldigt resultat. I dette öjemed vilde han, at der skulde sendes svenske emissærer til de dele af landet, der lå mere fjærnt fra hans opholdssted, og at disse så skulde göre folket mere fortroligt med tanken
