var imidlertid, således, som den var fremstillet, meget besynderlig. At ville tillægge Gustav III en sådan plan stemte desuden heller ikke med den måde, hvorpå han var optrådt i sin for hele Europa bestemte deklaration, allermindst nu, da han havde foretaget sin rejse til grænsen alene for at træffe anstalter til forsvar. Hans sidste ordrer til sine tropper om at vende tilbage til sine kvarterer stod også i strid med de planer, som man tillagde ham. Wilster selv havde på sin rejse over Svinesund, Strömstad og Uddevalla kun seet regimenter og detaschementer, som vendte tilbage til sine hjemsteder. „Alt var endnu under våben i Norge; men kongen afvæbnede: han havde kongen af Danmarks ord og stolede derpå“. Da Wilster henvendte sig til kancelli-præsident Scheffer i anledning af afvæbningen, kunde denne svare, at kongen allerede havde grebet det förste öjeblik, da han modtog venskabelige forsikringer fra det danske hof, til at give befaling til en sådan. Da derpå Wilster spurgte om, når man önskede, at prinsen af Hessen hjemsendte sine tropper, svarede man, at denne selv fik råde derfor, da kongen nu ikke mere nærede nogen mistanke, efterat han havde modtaget kongen af Danmarks ord. Wilster var overbevist om sandheden af, hvad man sagde til ham, og berörte heller ikke mere den erklæring, der var fremkommen fra den omtalte norske officer, da han syntes at være skamfuld over, at man kunde fremsætte beskyldninger af denne art imod en fyrste med en sådan ærlighed, åbenhed og ædelmod. Fra Uddevalla vendte Wilster tilbage fôr kongen. Denne havde indbudet ham til at göre den videre rejse i hans fölge; men
desiré de pouvoir me rendre quelque part pour lui faire ma cour, mais que malheureusement jo trouvai des circonstances qui devaient faire craindre que la guerre n’allât s’allumer, qu’il ne me restait ainsi que l’espoir de mériter son éstime“.
