vende tilbage. Ved selve Svinesund var der kun tilbage en sergeant og tolv mand for at holde vagt ved posthuset, hvori kongen skulde sove. Han benyttede også på denne rejse anledningen til at göre sig bekendt med de arbejder, hvormed man da var sysselsat for at göre Götaelven farbar. 27 November modtog han igen Liljehorn, som havde udfört sit hverv hos prinsen af Hessen og nu fra denne medbragte kaptejn Wilster[1], der var kommen for at undersöge, hvad der foregik i Sverige. Men kongen havde intet at skjule. Han modtog Wilster med megen venlighed, og da han af prinsens brev så, at denne undskyldte sig, fordi han ikke kunde komme, beklagede han sig over at gå glip af denne sammenkomst.
Liljehorn havde i Norge truffet general Huth, som havde meddelt ham en erklæring, der var gjort af en norsk officer, og som Liljehorn ved sin tilbagekomst tilstillede kongen. Wilster var bemyndiget til at foreslå en tid, til hvilken tropperne på begge sider skulde være hjemsendte, og at före klager over en herr. Löwenhjelm (kammerjunker og brukspatron i Vermland), der var nævnt som en, der opviglede Normændene, en person, som kongen for övrigt aldrig havde seet, og som var ham aldeles ubekendt[2]. Hans optræden
- ↑ I 1772 var der ved den norske hær ikke ansat nogen kaptejn af dette navn. Sandsynligvis menes her kammerjunker Wilster, sön af den i 1776 afdöde generalmajor Wilster. Han kan enten have været kaptejn ved et dansk regiment eller ved artilleriet, hvis officerer på den tid ikke opförtes i den norske militærkalender, formodentlig af den grund, at artilleri-korpset den gang betragtedes som en underafdeling af den danske artilleri-brigade.
- ↑ Prins Karl omtaler selv (Mémoires pag. 67), at Löwenhjelm havde uddelt „des chiffres à des officiers pour rassembler à un certain jour leurs troupes et crier Gustave III,“ men at disse officerer havde leveret dem til general Huth, der igen lod Liljehorn bringe dem til kongen. Videre ytrer han: „Je dis à Liljehorn, que j’avais toujours dte fort attaché au roi, que j’aurais extrêmement
