og til artilleriet. Desuden skrev han et brev til kongen af Danmark. Om morgenen den 18de rejste kongen til Eda skanse, et jordverk fra Karl XIIs tid og det eneste forsvarsverk på en strækning af 35 til 40 mile. Der var da i den hele provins kun en eneste bataljon, da alle andre tropper vare hjemsendte eller kontramanderede. Ved selve Eda var der kun et halvt kompagni, medens dettes anden halvdel lå ved Magnorbro. I kongens fölge vare kun rigsråderne Liewen og Scheffer og general Spens tillige med hans adjutanter og otte drabanter. Skansen selv var aldeles forfalden. Dette var samtidig med, at man fra dansk side havde repareret sine fæstninger og var i fuld gang med alle tilberedelser til en krig. Det var ikke på den måde, at man kunde angribe sin nabo. Kongen lå om natten hos en prest i nærheden, besögte den fölgende dag Magnor, hvor han så på „de marmorstene, som der ere oprejste for at betegne grænsen mellem de to kongeriger,“ og tilbragte atter natten i den samme prestegård, hvor han först havde sovet.
Fra dette sted afsendte han kaptejn Liljehorn med et „lettre de compliment“ til prinsen af Hessen (son beaufrére), hvem han tidligere havde seet i Helsingborg og på sin rejse i 1770, og for hvem han nærede stor agtelse. Han opfordrede nu prinsen til at möde ham ved Svinesund og der fornye det tidligere bekendtskab. Den enogtyvende var han tilbage i Karlstad.
De afdelinger, som i Vermland vare udstillede for at våge over kongens sikkerhed på rejsen, bleve derpå hjemsendte, da kongen afrejste over Åmål til Venersborg. Overalt bleve tropperne sendte hjem. I Bohus län, hvor general Scheffer havde befalingen, gav han straks ordre til de regimenter, som vare undervejs for at stöde til ham, om at
