villig, og i overensstemmelse dermed havde han ikke troet at burde lægge nogen vægt på de rygter, som vare komne ud om den danske regerings mindre fredelige hensigter. For at få nöjagtig rede herpå foretog han endelig sin rejse til grænsedistrikterne. Besværligheder og anstrengelser vare intet for ham, når han derigennem kunde sikre sine undersåtter den ro, som han önskede at lade dem nyde. Tvangen til at göre vold på sit fredelige hjærte, var han nu omsider nödsaget til at samle nogle tropper ved grænsen, men udstedte samtidig sin erklæring, hvorigennem det var hans tanke at åbne det danske hof en adgang til atter at kunne knytte et venskabeligt og tillidsfuldt forhold. Men heri var der dog intet, som kunde antyde en plan til at fremkalde en rejsning i Norge. En så bestemt erklæring i hele Europas påsyn kunde han ikke have indladt sig på, når han på samme tid tænkte på et brud ved at erklære sig til fordel for et oprörsk parti i Norge. Man kunde heller ikke i Norge påvise nogen, der var bleven overfört at have taget del i-en sådan plan. För revolutionen kunde Gustav III ikke have tænkt på noget sådant; för sin afrejse til grænsen havde han bevislig heller ikke gjort det. Man fik nu se, hvorledes han optrådte på selve rejsen.
Kongen var over Vesterås og Örebro ankommen til Kristinehamn den tolvte November og blev der til den fjortende om morgenen for at skaffe sig underretning om de foranstaltninger, som vare trufne for at sikre grænsen, og rejste derpå til Karlstad. Han modtog her et bud fra sin gesant i Köbenhavn, friherre Sprengtporten, med den danske regerings svar på hans deklaration, som allerede den förste var afsendt til Danmark. Da han fandt dette svar tilfredsstillende, lod han Dalregimentet stanse sin marsch og sendte lignende ordrer til det fra Örebrokanten kommende kavalleri
