tage i den höjere statsstyrelse, skal dette – efter Martinaus beretning – have vakt megen tilfredshed i Norge, hvor man ikke havde nogen privilegeret stand, efterat den gamle adel var forsvunden, og hvor man derfor skulde betragte et sådant skridt som en anbefaling for Sveriges nye konstitution. Martinau begyndte nu også at fortælle om tilhængere af en foreningsplan, og mellem disse nævner han en mand, hvis navn allerede tidligere er nævnt i dette arbejde, nemlig Karsten Anker, der nu var konferentsråd og medlem af bergverks-direktoriet. Martinau siger selv, at han havde kendt ham under hans ophold i Sverige i 1772, og at han nu var ham beskreven som en tilhænger af Gustav III.[1] Anker ankom til Kristiania 22 Januar, som det formodedes, i anledning af meget vigtige sager. Hvilke disse skulde være, blev imidlertid for det förste en hemmelighed for Martinau. Denne dvælede derfor også i det brev, hvori han underrettede Gustav III om Ankers ankomst, med mindre udförlighed ved ham end ved en fransk officer, grev Bussy de Verneuil, der på en rejse fra Danzig til Frankrige var dreven ind til Norge af vinterstormene og nu agtede at aflægge et besög i Stockholm; denne sidste var ellers en noget tvivlsom person og påstod bl. a. for Martinau, at han en gang gennem Engeström[2] havde modtaget 300 dukater fra Gustav III. Men snart
- ↑ Martinau til Gustav III 23 Jan. 1790: „Il est natif de Norvége, d’un caractère pas moins s’agissant pour se produire que Messieurs cousins d’ici“. Tidligere havde han talt om „le fond orgueilleux des Anker“.
- ↑ Engeström var på denne tid svensk gesant i Polen. Han var personlig kendt med Martinau og omtaler i sine nylig udkomne memoirer denne som sin ven. L. von Engeströms minnen och anteckningar, utg. af Elof Tegnér, I, 18. – Det viste sig senere, at grev B. var en stor æventyrer, der bl. a. i Kristiania narrede 600 rdl. fra en landsmand ved hjælp af en falsk veksel.
