indtraf der begivenheder, som henledede opmærksomheden på Ankers sendelse og atter gav Martinau anledning til at hengive sig til meget vidtgående planer.
I begyndelsen af Februar kom der rygter til Martinau om, at der var udbrudt uroligheder på Kongsberg, hvilket bestyrkedes deraf, at Karsten Anker var afrejst derhen.[1] Han var, hed det sig nu, kommen op for at dæmpe bergverks-arbejdernes misfornöjelse; men Martinau troede ikke, at dette så let vilde lykkes for ham, uagtet han indrömmede, at Anker nok kunde öve nogen beroligende indflydelse, og at han var en mand „af fortjeneste“. Ved siden heraf antoges det imidlertid, at Anker også havde et andet, vigtigere hverv, nemlig at undersöge, hvorledes stemningen stillede sig for en udstedelse af sedler til et belöb af ti millioner. En sådan foranstaltning, der vilde forringe værdien af de ældre sedler, men ansåes for uundgåelig, måtte, efter hvad man i almindelighed antog, sandsynligvis fremkalde megen misfornöjelse, måske endog uroligheder. Dette formodedes da, som sagt, for en del at have foranlediget Ankers sendelse. At höre om muligheden af, at der kunde blive uro i lejren, var imidlertid meget velkomment for den förste af Gustav IIIs agenter i Norge.
Således begyndte han nu at tænke på den i lang tid forglemte Lofthus, der fremdeles befandt sig i lænker på Akershus, hvor hans gamle tilhængere viste ham sin hengivenhed ved at sende ham levnetsmidler.[2] En af Martinaus private
- ↑ Det er formodentlig dette besög på Kongsberg, som omtales i P. Chr. Holsts optegnelser, s. 6.
- ↑ I et brev af 8 Maj 1790 omtaler M., at regeringen var meget forlegen med Lofthus, da den, endskönt han virkelig var criminel, ikke vel kunde lui infliger une peine capitale. Det hed sig, at man havde forsögt at få ham til at ansöge om at blive bragt
