blev tilfældet. Alle vare tværtimod enige om, at der aldrig havde været en mere dansende Jul i Kristiania end netop denne vinter, og selskabeligheden var desuden nu mere udbredt. Martinau indberettede under 9 Januar 1790 til Gustav III, at munterheden havde været störst i „la seconde classe“ af byens indbyggere, hvorved han formodentlig mener de velstående köbmandsfamilier, der ikke som f. ex. Ankerne og Colletterne havde hævet sig op til en stilling, der i visse henseender kunde sammenlignes med de gamle tyske rigsstæders patriciat. I disse kredse havde Martinau tidligere ikke færdets og fandt det derfor nu så meget mere smigrende, at han blev indbuden dertil, især da han var den eneste af „la præmiere classe“, som havde modtaget nogen sådan indbydelse. Han var i Julen i fire forskellige selskaber hos disse nye omgangsvenner, hvor han fandt den samme eleganse hos damerne, den samme gode tone, som hos de förste af byens familier, og forbausedes over den utrolige udbredelse, som luxusen havde fået. Han så deri et vidnesbyrd om en stor velstand. Det er også af andre kilder bekendt, at denne vinter var ualmindelig rig på selskabelige fornöjelser.[1]
I Julen havde Martinau ikke havt noget politisk nyt at indberette til sin konge; men da det led udover i Januar 1790, begyndte han atter at få lidt stof. Da Gustav III havde begyndt at give uadelige personer adgang til at del-
- ↑ H. J. Huitfeldt, Kristiania teaterhistorie, s. 135. – Med hensyn til „den gode tone“, som Martinau roser, har der vist været meget tilbage at önske. I April 1789 forefaldt der således en meget betegnende affære, idet to löjtnanter (Tidemand ved det förste oplandske og Börresen ved förste akershusiske regiment) i Kirkegaden overfaldt en vægter med dragne sabler uden nogen foranledning og, som det synes, aldeles ædrue. Den ene af dem havde da endog vagt!
