skab til den nye stiftamtmand, end hvad han fik höre af sine omgivelser i Kristiania, og han kunde derfor heller ikke bedömme, hvorvidt den nu skeede forandring med dette embede vilde have nogen indflydelse på hans egen stilling. Sålænge statholderposten var ubesat, måtte stiftamtmanden i Kristiania betragtes som en slags statholder, der, om han just ikke udövede nogen administrativ myndighed over det hele land, dog i en vis forstand kunde betragtes som kongens repræsentant i Norge og navnlig havde opfordring til i denne egenskab at holde et vågent öje med, hvad de svenske agitatorer foretoge sig. Allerede forinden sin ankomst fik Moltke nu et lidet sammenstöd med Martinau. Denne havde fra det svenske kancelli fået pålæg om at opfordre en i Kristiansands stift bosat norsk undersåt til at indfinde sig i Uddevalla til 22 April 1790, og henvendte sig i den anledning i December 1789 til Moltke, som da endnu ikke havde forladt sit forrige embede. Men han svarede, at da han ikke kendte noget til, at Martinau var anerkendt som svensk konsul i Kristiansand, var det ham ikke muligt at modtage nogen officiel meddelelse i denne egenskab, og dermed måtte den anden lade sig nöje. Martinau var uvis om, hvad han skulde lægge i denne opförsel af den nye stiftamtmand; men han nærede dog frygt for, at den var et tegn på, at denne ikke vilde blive ham synderlig venligsindet, uagtet de endnu ikke havde havt anledning til at se og tale med hverandre. Med denne udsigt imödeså han Moltkes ankomst, som dog endnu i nogen tid lod vente på sig.
Kristiania var på denne måde i nogen tid uden sin virkelige stiftamtmand, og da tillige brödrene Bernt og Peder Anker vare fraværende, der begge förte et storartet hus, skulde det synes, som om dette måtte öve en dæmpende indflydelse på det selskabelige liv, hvilket imidlertid ikke
