terfölger. Martinau ödslede i den anledning (i et brev til kongen af 3 Oktober 1789) med lovtaler over denne udmærkede officer, som en mand, der besad sjeldne fortjenester og tjente sin konge med stor iver; det var en personlighed, hvis karakter som privatmand var uden pletter, og som på samme tid vår en fuldendt verdensmand; skönt 57 år gammel, nöd han en udmærket helbred; – hans figur var også aldeles fuldendt. I mange henseender satte man ham ved siden af den i Norge overordentlig afholdte baron Duvall; Martinau var dog meget tilböjelig til at sætte ham over denne undtagen i en henseende, idet v. Krogh var af en meget piebejisk herkomst, da hans bedstefader havde været husmand i nærheden af Bergen. Dette var dog en misforståelse, da familien var en gammel militærslægt; Martinau mente imidlertid, at i en demokratisk tid kunde det ikke være til skade, at man var udsprungen af folkets lavere lag. At regeringen virkelig nærede en velvillig stemning, viste sig kort efter, da Martinau fik tilladelse til at opköbe 4000 tönder saltet okse- og svineköd, som afsendtes til Stockholm, formodentlig for at bringes videre til hæren i Finland, og derpå en del heste, som også med stiftamtmandens hemmelige samtykke bleve sendte den samme vej.
Men medens Martinau på denne måde i det ydre befandt sig på den bedste fod med regeringen og dennes repræsentanter, undlod han ikke at have sin opmærksomhed henvendt på, hvad der kunde tyde på, at den misfornöjelse, som han troede at have opdaget, vandt foröget udbredelse eller truede med at slå ud. Om hösten 1789 forlod Bernt Anker Kristiania for at opholde sig i udlandet den påfölgende vinter, og dette sattes i almindelighed i forbindelse med politiske planer, som tillagdes ham. Det hed sig, at han i London vilde arbejde på at skaffe Norge uafhængighed.
