havde skaffet ham folkets almindelige anerkendelse. Deraf udledede han meget vidtgående forhåbninger, idet han troede, at han navnlig stod meget höjt hos det store antal misfornöjede, som fandtes i Norge.[1] Tiden var i almindelighed fuld af sådanne i alle lande, skrev Martinau til Gustav III i et brev af 19 September 1789; men navnlig var der mange i Norge, og disse brændte alle af begærlighed efter at kunne afryste det åg, hvorunder de sukkede. Han troede derunder også at mærke sympatier for den svenske nation og dens konge, hvis kamp i Finland man i Norge fulgte med en stor interesse. For at gengælde den ham beviste venlighed gav også Martinau en „forsoningsmiddag“, hvor det syntes at have gået meget hjærteligt til. Stiftamtmanden og general-löjtnant von Krogh omfavnede begge værten, idet de kom i selskabet, og da man var kommen tilbords, kappedes begge disse höje embedsmænd om, hvem der kunde være den förste til at udbringe kongen af Sveriges skål. Martinau besvarede denne med en skål for Kristian VII, der modtoges i taushed, medens han bagefter også udbragte kronprinsens skål under mange lovtaler over dennes talenter.
En sådan venskabelig stemning inden folket deltes også af regeringen, – hvad Martinau villig anerkendte. Han så således et meget godt tegn deri, at general-löjtnant von Krogh, som efter prinsernes afrejse havde opholdt sig i Kristiania som hærens överstbefalende, nu fik tilladelse til at vende tilbage til Trondhjem, uden at der blev givet ham nogen ef-
- ↑ Der har vistnok i denne tid gået mange rygter. I „Intelligens-sedlerne“ for 24 Juni 1789 protestere to köbmænd af navnet Falck i Trondhjem mod en beretning, der skulde have stået i „Hamburgische Neue Zeitung“, No. 78, om, „at en Köbmand Falck i Trondhjem er undviget, fordi man var kommet efter, at han förte en forrædersk korrespondance.“
