I slutningen af August indlöb der også meddelelse fra grev Bernstorf om, „at nu fra denne tid kunde man igen erkende hr. Martinau for general-konsul, men derfor ikke tilstå ham större grænser, end han som sådan tilkommer“. Omtrent samtidig hermed blev Martinau buden i et höjtideligt middagsselskab hos stiftamtmanden, hvor de fornemste personer i byen vare samlede, og hvor der vistes ham al mulig opmærksomhed fra vært og gæster. Det var da tretten måneder, siden han havde været i dette hus; i al denne tid havde han neppe talt med stiftamtmanden, og når det en enkelt gang havde været denne umuligt at undgå ham, havde han ialfald meget omhyggelig passet på at undgå at tiltale ham med hans titel, general-konsul. Ovenpå dette forekom det pludselige omslag ham særdeles påfaldende, og han troede derfor, at det måtte tilskrives udtrykkelige ordrer fra regeringen, da han ikke antog, at stiftamtmanden vilde have vovet at foretage et så opsigtvækkende skridt uden efter höjere instruktion. Han formodede også, at dette mulig skyldtes påvirkninger fra ambassadören i Köbenhavn, hvem han havde anmodet om at sætte sig i bevægelse i denne anledning. Imidlertid var dette selskab en slags anerkendelse af, at han var genindsat i sin tidligere stilling, og således måttelden fortolkes af publikum. Derfor sögte han i sine rapporter at göre meget ud af denne sag. Stiftamtmandens middag blev også signalet til en almindelig imödekommenhed fra alle kanter. Med en gang var den banlysning, som tidligere havde udestængt Gustav IIIs agent fra selskaberne, hævet, og han selv betragtede sig som dagens store mand. Han mærkede intet til, at det spændte forhold, hvori man tidligere havde stillet sig til ham, havde efterladt dybere fölger. Selv påstod han med en vis stolthed, at den måde, hvorpå han var optrådt under den forudgående tid,
