forholdene ved at levere ham udförlige og detaljerede rapporter om disse. Han tog sig det meget let i denne henseende, og hans breve til kongen og höjere svenske embedsmænd ere derfor fremdeles for det meste kun en samling af lösrevne detaljer, der ere forbundne med lidet indtrængende betragtninger af hans egen fabrik, der aldeles ikke tjene til nogen reel oplysning.
De breve, som Martinau i löbet af Juni og Juli 1789 sendte hjem til Sverige, dvælede nærmest ved krigstilberedelserne og Normændenes fredelige stemning. Han udtalte sig meget anerkendende om den norske hær, mente snart, at freden var sikret, snart at krigen måtte bryde lös – op og ned, som altid, uden at have nogen bestemt mening. Sålænge freden endnu ikke var aldeles afgjort, kunde det dog for Gustav III være temmelig ligegyldigt, om man i Norge mente det ene eller andet, da hovedinteressen for ham på denne tid måtte knytte sig til Köbenhavn og de forhandlinger, som förtes i denne by. Martinau kunde i ethvert tilfælde ikke skaffe ham de eneste oplysninger, der vare af vigtighed for ham, om betydningen og omfanget af de fra norsk side trufne forberedelser til at genoptage krigen. I denne henseende var nemlig Martinau for det förste til ingen nytte, idet han, sålænge der ikke var truffet nogen afgörende bestemmelse om krig eller fred, vedblev at være aldeles udestængt fra alle forbindelser, hvorigennem han havde kunnet indhente oplysninger om den slags forhold.
Såsnart derimod de politiske forhold vare bragte på det rene og den dansk-norske regering havde indtaget en neutral stilling under den mellem Sverige og Rusland fortsatte krig, forandredes hans stilling. De grunde, som hidtil havde forhindret de norske auktoriteter fra at anerkende ham som svensk general-konsul, måtte derved uden videre bortfalde.
