skulde indlade sig i nogen forbindelse med Sverige, der ikke til förste vilkår havde en delagtiggörelse i den frihed, som for dem endnu strålede i sin förste ideelle glans. Men Gustav III fra 1789 kunde ingen sådan sikkerhed byde. Idet han i Sverige var tvungen ind på den bane, som han betrådte ved säkerhetsaktens udstedelse, var der kun levnet ham én udvej til at erhverve Norge, nemlig ved erobring, – og dette havde ialfald sine vanskeligheder. Han forsögte heller ikke denne måde og havde således ingen udsigt til at kunne benytte i sin interesse den gæring, som snart på ny trådte frem i Norge, og som under andre forhold måske kunde have fremmet hans önsker og skænket ham opfyldelsen af et helt livs forhåbninger.
Han var heller ikke selv mere den samme som för. Det led, som en nyere svensk forfatter har sagt, mod aftenen af hans regering, og det skin af ridderlighed, som tidligere havde været udbredt over hans optræden, var nær ved at forsvinde under hans forbindelser med personligheder som Benzelstjerna og Manderfelt.[1] Gustav III havde aldrig været kræsen i valget af de mænd, som han udså til sine redskaber, og han fortsatte også nu på samme måde ved at beholde dem, med hvem han en gang var kommen i forbindelse. I stedet for at skyde de uværdige mellemmænd tilside beholdt han dem og skænkede dem sin tillid, uagtet han af deres foregående agitatoriske virksomhed ikke havde höstet andet end skuffelser. Der var i virkeligheden ikke en eneste, der kunde give ham nöjagtige og tilforladelige efterretninger om tilstande og forhold i Norge. Ikke en gang Martinau var her en pålidelig hjemmelsmand; ja, han synes ikke en gang nu mere end för at have forsögt på at sætte sin konge nærmere ind i
- ↑ Hellstenius, anf. st. side 39.
