krigen varede; men såsnart denne var bortryddet, måtte udsigterne for et heldigt udfald stille sig meget gunstigere end för, da han nu kunde göre regning på en splittelse mellem Rusland og Danmark, der kunde göre det muligt for ham at udföre sin gamle plan uden at risikere at forstyrres i Øst. Det, som han för havde håbet på, var nu indtrådt; idet den dansk-norske regering var bleven tvungen til at trække sig ud af krigen, var allianse-traktaten af 1773 faktisk sönderreven. Men om også Gustav III på denne måde knude synes at have gode udsigter, var der også dere betænkeligheder ved den politik, han snart kunde komme til at optage. Situationen havde i flere henseender undergået meget væsentlige forandringer.
Hvad som fremfor alt gjorde det vanskeligere for Gustav III at fremkalde en tilslutning, der for en större eller mindre del måtte fremgå af det norske folks eget selvstændige initiativ, var den forandrede stilling, hvori han selv stod i sit eget hjemland. För 1789 havde han altid kunnet træde frem for Normændene som den, der vilde række det umyndige og undertrykte folk alle den politiske friheds goder. Efter sit statskup i 1789, efter säkerhetsaktens udstedelse var denne mulighed afskåren for ham. Ikke til nogen tid i de foregående år vilde det i den grad, som netop på denne tid, have været ham af vigtighed at kunne appellere til folkets frihedsfölelse og pege hen på, at han ikke alene kom for at sprænge en forening, der i hans öjne var unaturlig, og som stred imod hans interesser, men at ban derved også havde virkelige fordele at byde. Den store franske revolution var begyndt, og med den for öje var det ikke at vente, at de politisk myndige elementer af den norske nation, som, om de end vare nokså fåtallige, dog vare de, som måtte give stödet til at lede massens bevægelse ind i denne retning,
