Det er meget muligt, at Bernt Anker i denne periode har troet sig kaldet til at spille en stor politisk rolle, og et brev, som han har skrevet kort för sin rejse, antyder endog, at han har været forberedt på, at det i Kristiania vilde komme til „gruelige scener“, måske i lighed med stormen på Bastillen! og at han derved endog selv kunde falde som et offer for den rasende folkehob. Martinau mente, at Anker drömte om at blive en anden Adams eller Franklin, og foreslog, at den svenske gesandt i London burde blive instrueret om at passe på hans skridt, da disse kunde blive til fordel for Sverige.[1]
I November 1789, da der også gik rygter om, at der i Köbenhavn herskede en betænkelig gæring, og at også den holstenske adel var meget fiendtligsindet mod regeringen, modtog Martinau besög af den tidligere (s. 93) omtalte Sehested, der nu var forfremmet til kaptejn. Denne herre förte hos ham et yderst oprörsk sprog med stærke udfald mod kronprinsen og regeringen og fortalte, at hele Norge var færdigt til at göre oprör og at forene sig med Sverige på betingelse af, at man fik sin egen vicekonge og sin særskilte stænder-repræsentation (et d’un tribut fixe). Dette var en höjst mærkelig tale, og Martinau vidste ikke, hvad han skulde antage, enten at Sehested mente sine ord oprigtig, eller at han var udsendt som spion for at komme ind i de forbindelser, som kunde være indledede fra svensk side. Imidlertid mente han dog, at det var aldeles sikkert, at der herskede en gæring (endog en „rasende gæring“) i Kristiania, ligesom i Köbenhavn, og at man på begge steder kun ventede på signalet til at bryde lös. Med stolthed indberettede
- ↑ L. Daae, Af Johan v. Bülows papirer, s. 113.
