og gjorde det allerede på forhånd meget usikkert, hvorvidt disse vilde have nogen udsigt til at lykkes på den måde, som den russiske regering under de daværende forhold måtte önske.[1]
Stemningen i Köbenhavn blev under dette meget ophidset imod den svenske regering og vendte sig som en fölge deraf til fordel for den russiske. På grund heraf måtte nu i den nærmeste tid efter opdagelsen af Benzelstjernas attentat en nærmere tilslutning til Rusland have meget for sig. Ved hoffet i Köbenhavn betragtede man også Gustav IIIs statskup, der netop udförtes under rigsdagen 1789, med höjst ugunstige öjne, da man antog, at det vilde true Nordens fremtidige ro. Men man formåede ikke at fjærne de hindringer, som stillede sig imod, at det dansk-norske monarki atter greb ind i striden. Uviljen mod Rusland kunde nok overvindes, især da man her egentlig var bunden ved den endnu ikke ophævede traktat af 1773; men at fjærne England og Preussen fra Sveriges side viste sig derimod fuldstændig umuligt, og uden dette vilde man ikke kunne udrette noget. Fra alle sider var der således et tryk på regeringen, som derved blev bunden i sin handlefrihed, og bevidstheden herom bidrog endnu mere end enhver misfornöjelse med dens allierede til at holde den tilbage.
Eftersom imidlertid den russiske regering gradvis blev mere fortrolig med tanken på, at der ikke kunde ventes nogen hjælp fra Danmark og Norge, uden at dette måtte fremkalde et brud med England og Preussen, begyndte den også at erkende, at under de nuværende forhold vilde en sådan hjælp snarere være til skade end til fordel. Uagtet den ikke fuldstændig opgav sine krav på en virksom understöttelse og
- ↑ E. Holm, anf. st. side 80 (48) flg.
