behandlet af de höjere embedsmænd i Kristiania. Han måtte imidlertid under denne sags videre forlöb fremdeles finde sig i, at man der ikke tog mere notis af hans optræden, og navnlig viste stiftamtmanden sig meget konsekvent i at negte at betragte ham som general-konsul, efter hvad der tidligere var passeret. Der kom dog intet resultat ud af den hele affære, og Martinaus brevveksling indeholder ikke en gang nogen oplysning om, hvorledes sagen blev ordnet. Noget brud mellem den svenske og den dansk-norske regering blev i ethvert tilfælde ikke derigennem foranlediget, idet våbenstilstanden gik over til en varig neutralitet.
Mellem hofferne i Köbenhavn og St. Petersburg havde forholdet i vinterens löb ingenlunde været det bedste. Uagtet den russiske regering måtte have den mest fuldstændige adgang til at kende de forhold, som om hösten 1788 havde tvunget dens allierede til at indstille sine krigsforetagender, havde dog den måde, hvorpå den dansk-norske regering med ét måtte trække sig tilbage, efterladt adskillig bitterhed såvel hos kejserinde Katarina, som hos hendes rådgivere. Den dansk-norske regering, der var sig bevidst at have handlet på den ærligste måde, kunde ikke på sin side andet end föle sig krænket over en sådan uforskyldt misfornöjelse fra den stats side, hvortil dens politik var knyttet med de stærkeste bånd. Den havde derhos fölelsen af, at den russiske regering, der havde drevet den ind i krigen imod dens egne önsker, ikke havde ydet den al den understöttelse, hvorpå den skulde have kunnet göre regning. Denne gensidige spænding övede igen sin indflydelse på de forhandlinger, som under våbenstilstanden förtes mellem de to forbundne regeringer,
