havn, langt inde i fjorden og indenfor fæstningerne Frederikstad, Akerö og Frederiksværn, var dette i Martinaus öjne ikke alene en grov krænkelse al neutraliteten fra russisk side, men også fra de norske auktoriteters side, som havde tålt et sådant brud på folkeretten. Han overså imidlertid, at der i Larkullen ikke var nogen anledning til at nedlægge en kraftig indsigelse mod et sådant overgreb, der var skeet på et sted, hvor der hverken var fæstningsverker eller garnison. Men dette forhindrede ham ikke fra at göre et voldsomt opstyr i sagens anledning.
Martinau henvendte sig öjeblikkelig, såsnart et rygte om det passerede var kommet ham for öre, til de höjere civile og militære autoriteter for at få oplysninger, men blev af dem afvist. Da konsulat-sekretæren Bromell anmodede stiftamtmanden om at få en afskrift af den forklaring, som vedkommende lods havde afgivet for generalitetet, svarede Scheel, at han ikke holdt nogen skriverstue, hvor man kunde gå hen og tage afskrifter. Imidlertid lykkedes det Martinau at få fat på lodsen og den gut, der havde været denne behjælpelig under lodsningen, og bevægede disse at afgive en forklaring, som han tog til protokols og lod bekræfte af en landflygtig Svenske og en urmager i Kristiania. Denne blev indsendt til Stockholm, og samtidig skrev Martinau såvel til den svenske ambassadör i Köbenhavn[1] som til Gustav III for at göre opmærksom på den nu begåede krænkelse af neutraliteten eller våbenstilstanden i dens hele omfang og klage over den afvisende måde, hvorpå han bagefter var bleven
- ↑ Dette brev fik M. tilladelse til at afsende med en kurer, der skulde overbringe andre depescher fra stiftamtmanden eller den kommanderende general, på betingelse af, at han sendte det under konvolut til grev Bernstorf.
