tropper. Landgreven havde tjent mange penge på at udleje soldater til England, og af disse havde han efter sigende nu lånt den danske regering tolv millioner rdl. Men midt under alle tilberedelser til krig bevarede man dog håbet om, at freden fremdeles kunde blive bevaret.
Martinau var omtrent ligeså uvidende om, hvad fremtiden vilde bringe, som hans omgivelser i Kristiania; men han tænkte sig dog muligheden af, at hans konge kunde önske en anledning til et brud for derpå at kaste sig over Norge. Af denne grund troede han også, at kongen måske ikke vilde have noget imod, at han kom i en ny kollision med de norske auktoriteter og derved bragte disse til at foretage skridt, der bagefter kunde fornyes. En anledning hertil fremböd sig i slutningen af Marts, da han fik at bestille med stiftamtmanden i anledning af den gæld, hvori en i Sverige afdöd Normand havde stået. Martinau henvendte sig da til Scheel, men fik til svar, at denne aldeles ikke kendte nogen svensk general-konsul i Norge. Martinau forstod straks, at dette var noget, som kunde lade sig benytte, og forespurgte sig hos kongen, om han i fornödent fald skulde drive sagen til det yderste. Hvad svar han derpå fik, og om han overhovedet fik noget sådant, kan ikke oplyses, da der ikke findes et ord derom i hans rapporter for hele April måned 1789, i hvilke det ellers måtte antages, at han vilde have omtalt eller ialfald givet en eller anden hentydning til, hvad kongen havde instrueret ham til. Af den grund er det måske rimeligst at formode, at Gustav III ikke har villet sende ham nogen nærmere forholdsordre for et tilfælde som det, han önskede.
Han måtte således lade sig nöje med at sende Gustav III sine rapporter, hvori han jævnlig omtalte de disputer, han havde med folk i Kristiania om Benzelstjernas mord-
