brænderforsög og den andel, som man der i almindelighed tillagde den svenske konge i dette. Martinau påstod, at man havde håbet, at den undersögelses-kommission, der var bleven nedsat i anledning af denne sag, skulde have bragt oplysninger, der godtgjorde, at Gustav III selv havde stået bag Benzelstjerna, da denne undfangede sin forbryderske plan om at lade den russiske flåde gå op i luer. Man blev imidlertid i denne henseende noget skuffet, da der ikke i den förste tid kom noget ud, som kunde bestyrke en sådan mistanke; men i det sted kastede man sig med så meget större heftighed over Benzelstjerna. Martinau havde lyst til at forsvare denne; men han manglede de nödvendige oplysninger om hans hele personlighed og knude derfor ikke optræde med den fornödne styrke. Han havde selv håbet og önsket at kunne fremstille Benzelstjerna som en moderne Curtius, der vilde styrte sig selv i flammehavet for på den måde at redde sit fædreland, men vovede ikke at udtale sig i overensstemmelse dermed, da ban savnede alt kendskab til æventyrerens fortid, hvorom han vel også kan have havt anelser, at den ikke var af den bedste sort. Derfor er vel også fra Martinaus side forsvaret for dennes bedrift blevet endnu svagere, end det ellers vilde have været, og Martinau var ude af stand til at svække det for Gustav IIIs sag dårlige indtryk, som den måtte fremkalde hos alle Normænd. Dette var også meget uheldigt for ham og hans lands interesser, da han ellers måske kunde havt udsigt til at drage fordel for disse af et skridt, som regeringen netop på samme tid så sig nödsaget til at göre. Den måtte nemlig gribe til et nyt skattepålæg ved den under 11 Marts 1789 udfærdigede „forordning for kongeriget Norge angående et pålæg af formue, indkomst og næring til at bestride de forefaldne, overordentlige udgifter til statene nödvendige udrustninger“, der
