siske regering for dermed at bemande Hvidehavsflåden. Sandsynligvis var dette kun en opdukken af de ovenfor omtalte rygter fra 1787, der fortalte på lignende måde om, at Russerne skulde få en del fuldt udrustede linjeskibe og fregatter, og har neppe været andet end et af de i en bevæget tid stadig opdukkende flyverygter, uagtet Martinau synes at have troet, at der virkelig var noget deri, men at en sådan plan senere var opgiven. Omtrent i midten af Marts synes det, som om man i denne henseende var bleven noget beroliget, ligesom man da også nærede håb om at se en fredelig lösning. Men denne situation blev meget snart forandret. Da de håndskrevne aviser for 14 Marts ankom til Kristiania, fik man der underretning om, at der i Köbenhavn skulde udrustes 11 linjeskibe og 3 fregatter, som skulde være fuldt færdige til midten af Maj. Desuden var der givet ordre til at udruste 23 „defensions-skibe.“ For at skaffe det fornödne antal officerer til en så stor udrustning skulde på én gang 40 kadetter have fået ansættelse som officerer. Det samme numer af avisen bragte også underretning om, at den svenske minister d’Albedyhll skulde have forladt Köbenhavn for indtil videre at blive i Skåne. Dette fremkaldte naturligvis på ny frygt for at se Norge indviklet i krig, og der taltes atter i Kristiania om et nærforestående brud med Sverige. Disse rygter bestyrkedes derigennem, at grænsefæstningerne vedbleve at modtage forsyninger af enhver art for inden en måned at være istand til at udholde en belejring. Samtidig strömmede der mange svenske bönder til Kristiania – efterat det forbud, som kommandanten på Kongsvinger tidligere havde udstedt mod deres besög i Norge, var bleven ophævet. De kom for at forsyne sig med levnetsmidler, inden krigen udbröd. I Kristiania gik der for övrigt rygter om, at regeringen håbede at få hjælp fra Hessen både i penge og i
