tinau at göre et skridt, der, hvis det blev bekendt, kunde udsætte ham for mistanke om at have forbindelser med denne „udi en tidspunkt, hvor enhvers skridt bör af vedkommende spores“. Jess Anker havde selv i 1772 „formedelst en uskyldig pibe tobak, given til hofjunker Löwenhjelm“, været anseet for „at være god Svensk“, og vilde derfor nu yderst nödig igen se sig udsat for en lignende mistanke. At have forbindelser med Martinau var nemlig så meget mere opsigtvækkende, som denne, efter hvad også Jess Anker fortalte, lige siden prinsernes afrejse havde „været exileret af selskaber“. I sit svar udtrykte derfor også Jess Anker sig meget diplomatisk. Han fortalte, at da han modtog Martinaus brev, havde han netop været oppe i en samtale om Benzelstjerna; han takkede for kobberstikket, men sagde, at sålænge han ikke havde seet det tilsvarende russiske billede, kunde han ikke bestemme sig for eller imod de der fremstillede helte, medens han altid vilde beundre Martinaus talenter og fremragende egenskaber. Jess Anker, der ellers ikke altid udmærkede sig ved en overdreven finhed i sin optræden, godtgjorde ved den måde, hvorpå han nu optog Martinaus henvendelse, at han godt kunde værge for sin egen dör, og at den anden ikke havde grund til at hovere for meget over at stå betydelig over selv de förste kredse i Kristiania.[1]
Imidlertid nærmede det öjeblik sig, da der atter matte fattes en bestemmelse, om krigen virkelig skulde udbryde eller ikke. Med blandede fölelser blev dette imödeseet. Det synes, som om der i Kristiania havde gået rygter om, at der skulde overlades norske og danske matroser til den rus-
- ↑ Brev fra Jess A. til Karsten Anker af 9 Maj 1789 tilligemed Martinaus brev og svaret i en rigsarkivar M. Birkeland tilhörende samling af Karsten Ankers breve.
