skulde före forsædet i hemliga utskottet på rigedagen. Martinau lo og svarede, at det var en nyhed, der lignede den, at den russiske flåde skulde kommanderes af Suffren, der var död det foregående år.
Der synes imidlertid ikke at have manglet på forsög fra Martinaus side på at sætte sig i forbindelse med Kristianias toneangivende kredse. Der er i alfald opbevaret et træk, der viser dette. Jess Anker var den yngste og mindst fremtrædende af de tre brödre Anker, som ved denne tid indtoge den förste plads i Kristianias selskabsverden; måske har Martinau anseet ham for at være den, hvem han lettest kunde vinde, og vendte sig derfor til ham. Han skrev (19 April) et brev til Jess Anker og lod dette tilligemed en liden forseglet pakke overbringe af sin tjener. Da denne kom, sad Anker netop i en samtale med Jolivet, en i Kristiania bosat Franskmand, om Benzelstjernas affære og blev yderst forbauset ved fra Martinau at modtage en præsent og et i smigrende udtryk affattet brev. Det viste sig, at pakken indeholdt et kobberstik (formodentlig forestillende en svensk sejer over Russerne fra sidste krig). Jess Anker var mege ærgerlig over, at Martinau på denne måde havde henvendt sig til ham. For det förste havde han meget imod ham for de fordringer på at ansees og behandles som diplomat, hvormed han altid optrådte, i modsætning til den engelske konsul, Mitchel, som var en langt mere tilbageholden mand uden diplomatisk ærgærrighed. Han kaldte ham spottende hr. von Martinau, da han mente, at den, der, som Martinau virkelig gjorde, förte krone over sit våben, vel mindst måtte kaldes von.[1] Dernæst fandt han det mindre vel betænkt af Mar-
- ↑ Tiltrods for denne krone over våbenet var M. ikke adelsmand. I en ansögning til Gustav III om, at hans sön måtte blive ansat ved hoffet, siger han udtrykkelig, at denne var un sujet du tiers-état.
