angående Benzelstjerna og hans mordbrænderforsög,[1] dels angående forholdene i Sverige, som fremstilledes i det mest eventyrlige lys. Således hed det sig, at der langs de svenske kyster havde været udstillet vagter, som, når de så den russiske flåde brænde, skulde bringe budskabet herom til Karlskrona. En anden nyhed var den, at halve Stockholm var opbrændt, at adelen havde forladt rigsdagen, o. s. v. Man vidste, at noget stort foregik, men savnede nöjagtig besked om, hvad dette var, og derfor havde allehånde rygter så meget lettere for at få fart. At Martinau benyttede disse nyheder fra Köbenhavn for at fylde sine rapporter, var nokså rimeligt, da han fremdeles i denne tid var afstængt fra al omgang og selv beklagede.sig derover i sine breve. Som en fölge deraf kunde han ikke have meget at fortælle om stemningen i Kristiania og måtte se til at skaffe sig stof på andre måder. Der havde utvivlsomt været nok at fortælle om i denne tid; men Martinau fik ikke noget at vide om, hvad der i revolutionens förste år rörte sig i det norske folk, og havde desuden, selv om han havde havt anledning til at lære dets sande stemninger at kende, heller ikke været manden for at fuldt ud forstå og skildre disse. Det synes, som han i löbet af våren 1789 har været indskrænket til at træffe sammen med andre på de konserter, der bleve afholdte, og på gaden, aldrig i selskabelig omgang hjemme i husene. Ved en koncert 27 Marts traf han således sammen med kammerjunker Kaas, som fortalte, at han havde fået breve fra Köbenhavn, hvorefter den preussiske gesant i Stockholm
- ↑ I et brev af 11 April 1789 beretter M., at der gik rygter om, at Benzelstjerna den foregående sommer havde været i Norge og der fulgt efter kronprinsen, hvor denne befandt sig, og på alle hans rejser. Han formodede, at rygtet var fremkommet gennem en forveksling med det temmelig enstydende navn: Borgenstjerna.
