håbet af denne, og navnlig er der intet spor til, at Martinau har sendt udförlige oplysninger om alle de forhold, hvorpå hans opmærksomhed var henledet i hans instruktion. Hans rapporter indskrænkede sig for en stor del til snak, og hvis Gustav III virkelig har gjort sig den umage at gennemlæse disse, må han snart være kommen på det rene med, at deres forfatter var en meget slet iagttager, der heller ikke længe formåede at fastholde en mening eller en opfatning af noget. Dette viste sig navnlig, hvor han omtalte stemningen for og mod krigens fornyelse, idet hans egne meninger her svævede op og ned. I Marts mente han, at Normændene, fremfor alt landalmuen, hvem pligten til at göre tjeneste i arméen pålå, vare meget bange for, at krigen på ny skulde udbryde, og vare besjælede af en dybt indgroet mistillid mod alle, som havde havt at göre med ledelsen af det sidste felttog, fremfor alt mod prinsen af Hessen, idet næsten enhver familie havde sorg for et medlem, hvis död kunde tilskrives hans slette foranstaltninger. Herom skulde regeringen have fået kundskab, og da den kendte det norske folks „tilböjelíghed til oprör“, vilde den ikke sætte dens troskab på nogen pröve. Af denne grund skulde den have besluttet i 1789 blot at stille tolv fuldt udrustede linjeskibe til Ruslands rådighed, men lade den norske hær blive hjemme!
Vinterens mest opsigtvækkende begivenhed blev heller ikke ubemærket af Martinau. Dette var Lars Benzelstjernas celebre forsög på at stikke ild på den russiske flåde, der overvintrede ved Köbenhavn. Hvis denne plan var bleven udfört, vilde den have gjort Sverige en god tjeneste for öjeblikket – derom kan der ikke tvivles; men den vilde neppe have bragt dets konge, i hvis interesse Benzelstjerna havde udkastet den, nye laurbær. Den blev imidlertid op-
