tid i Norge var bekendt om Sverige, mit man altid have for öje, at en stor del af denne kundskab kom ind gennem tömmermærkere, hestebyttere og lignende personer, ligesom disse også fra svensk side bleve benyttede i lignende öjemed. De oplysninger, som disse kunde give, vare naturligvis aldrig pålidelige og fuldstændige.
Måske var det også fra en sådan kilde, man på denne tid i Norge hentede stoffet til de rygter, som ved begyndelsen at det nye år, 1789, kom i omlöb om, at Gustav III havde genoptaget sine gamle planer til at bemægtige sig dette land. Det hed sig nu, at han endog havde udtalt sig herom for paven under sit sidste besög i Rom. Det danske ministerium troede også herpå, efter hvad Martinau skrev til Gustav III, og ligeledes vilde ialfald prins Karl af Hessen, at det skulde se ud, som om han nærede den samme opfatning. I anledning af disse rygter kom for övrigt Martinau i sit brev til kongen af 17 Januar 1789 med adskillige lidet smigrende udtalelser om Normændene, som dog tildels ikke stemte overens med, hvad han tidligere havde fundet sig beföjet til at give til bedste i anledning al deres formentlige frygt for den svenske konges hævn: „Den stærke kulde bringer deres indbildningskraft til at stivne. De have ligesom fröerne trukket sig tilbage i sine damme og udstede derfra kun forbandelser mod dem, som en gang have trukket dem ud af disse, eller som for fremtiden ville göre dette“. I virkeligheden vare de et fredsommeligt folk uden nogen synderlig foretagsomhed, men nu vare de aldeles opblæste over sin smule krig og troede, at Europas öjne udelukkende vare rettede på dem, medens dette i virkeligheden – ialfald efter Martinaus mening – ikke betragtede dem som andet end halvvilde bjergbeboere, der havde gjort et tåbeligt
