vidende om, at hemmeligheden var röbet. Denne tvivl lod dog ikke Martinau blive betænkelig for at udtale på forhånd en dom, der under visse muligheder ikke kunde have klinget vel i hans konges ören.[1] I dette tilfælde gjorde det dog intet, idet Toll virkelig allerede var falden i unåde hos Gustav III, og rygtet forsåvidt ikke havde savnet grund. Også om urostifterne ved den finske hær udtalte Martinau sig med megen overlegenhed i de breve, som han sendte hjem til Sverige. Den retning, hvori hans betragtninger her gik, var naturligvis betinget af hans stilling og af hans önske om at göre sig så behagelig som mulig for Gustav III. Efter eget sigende var han en ungdomsven af baron Hastfehr; men alle sådanne fölelser måtte nu trænges tilbage, da denne var bleven en forræder og havde sat sig i forbindelse med sit fædrelands fiender. Om det indtryk, som de finske urostifteres fængsling og de övrige begivenheder på den östlige krigsskueplads havde gjort i Norge, taler Martinau aldeles ikke, uagtet han beretter i et af sine breve, at kejserinden af Rusland havde sörget for at lade de finske misfornöjedes skrivelse til hende indrykke i Köbenhavns aviser. Sandsynligvis har man vel i Kristiania været mindre inde i den rette sammenhæng med disse forhold, medens man der havde bedre anledning til at sætte sig ind i, hvad der foregik i selve Sverige. Trælasthandlernes forbindelser i de svenske grænsebygder kunde således bl. a. også skaffe oplysninger om den der herskende stemning, om valgene til den forestående rigsdag, om kongens egne foretagender m. m., medens de ikke havde synderlig rede på, hvad der foregik i det fjærnere Finland. Vil man sætte sig ind i, hvad der på hin
- ↑ I et brev af 10 Januar 1789 omtaler M., at Stjerneld nu skrev til kongen om nåde: „C’est, j’en jure, un bon diable, avec rien moins qu’un coeur assassin.“
