den afdöde konge af Preussen i sin tid havde holdt på: „Enhed i overlægningerne og hurtighed i udförelsen.“
De norske rygtesmede og kandestöbere havde på denne måde narret den svenske general-konsul til ligeledes at begive sig ud på den politiske glatis. Han havde aldrig havt noget imod at hengive sig til allehånde vidtflyvende drömmerier, og denne gang synes han med særlig iver at have kastet sig ind i en sådan tankegang. Således varede det heller ikke længe, förend han udtalte sig om forholdene i selve Sverige i en tone, der synes at måtte antyde, at han anså sig kaldet til at give Gustav III råd for den politiske situation. I stedet for at rapportere om forholdene i Norge streifede han nu frisk væk ind på betragtninger over forholdene i Sverige, der neppe kunde have nogen værdi for den, der havde anledning til.at betragte disse fra nærmeste hold. Han udbredte sig endog over rygter om Gustav IIIs nærmeste omgivelser og tilkendegav denne på en meget uforbeholden måde, hvad han mente om dem. Der var ved nytårstid 1789 kommet ud et rygte om, at Gustav III agtede at sende Toll under et eller andet påskud til udlandet for siden at lade ham blive der, da han skulde være misfornöjet med den måde, hvorpå denne havde opfyldt sine pligter med hensyn til arméens forsyning. I den anledning kom Martinau i et af sine breve til kongen med en meget flot bedömmelse af Toll, som han erklærede for at være „et virkeligt geni“, skönt han naturligvis også kunde „have begået fejl“. Men en sådan behandling som den, der omtaltes af rygtet, var i ethvert tilfælde tåbelig, – og derfor vilde Martinau ikke tro, hvad der berettedes. Imidlertid var han dog ikke ganske sikker og anså det derfor for sin pligt at indberette, hvad han havde hört, forat Gustav III, hvis der virkelig var noget i det, som berettedes, kunde være
