engelske politik, således at den nuværende tilnærmelse mellem England og Sverige snart måtte ophöre. Martinau antog dog ikke, at dette var den rette opfatning, men smigrede sig med, at hvis der skulde indtræde nogen forandring i den politiske situation, måtte denne bestå deri, at hoffet i Köbenhavn vilde vise sig villigt til at afslutte en allianse med Sverige.[1]
Forholdene i Sverige tiltrak sig naturligvis under disse omstændigheder megen opmærksomhed i Norge og foranledigede stadig omtale. Martinau berörte derfor også oftere i sine breve valgene til den rigsdag, der skulde samles i Stockholm 26 Januar 1789, og antydede nödvendigheden af, at kongen drog omsorg for på en eller anden måde at vinde den fattige del af adelen, hvis han ikke vilde udsætte sig for, at naboerne gjorde forsög på at bestikke denne og vinde den for sine interesser. Han udtalte også, at den svenske rigsdag måske vakte mere opsigt i Norge end i Sverige, og at man der mente, at rigsdagen, når den kom sammen, vilde tilbyde kongen den uindskrænkede magt. Martinau påstod endog, at man med forsæt sögte at udbrede dette rygte i Sverige for på den måde at vække mistillid til kongens hensigter: „Jeg præker imod,“ skrev han 17 Januar 1789 til Gustav III; „men man tror mig ikke.“ Fremfor alt skulde man i Norge nære frygt for afskaffelsen af § 48 i den svenske regeringsform, medens Martinau mente, at det ikke var nogen ulykke, om den kom bort, hvis det var rigtigt, hvad
- ↑ I en apostille til kongen fra Martinau af 3 Januar 1789 heder det: „On commence par prévoir que le marriage du Prince Royal de Dannemarc avec la jeune princesse de Hesse aura lieu. Msgr. le Prince Charles, Son père, persiste dans ce dessein, donc il sent toute l’importance pour lui-même.“
