komme endnu to nye, der skulde opsendes fra Danmark.[1] I disse fire regimenter antoges det i almindelighed, at der skulde indlemmes fire af de nationale, medens den övrige del af hæren for fremtiden kun skulde inddeles i bataljoner, der kommanderedes af majorer, således at de for öjeblikket udnævnte oberst-löjtnanter ikke skulde få efterfölgere. Det hed sig, at hensigten med denne forandring var at anvende de fire hvervede regimenter (hvert på fire bataljoner) som et middel til at udbrede omkring i landet en foröget militærånd, övelse, disciplin, renlighed o. s. v., medens man ved at reducere resten til bataljoner håbede at göre hæren mere bevægelig, end det var muligt, når den kun var inddelt i regimenter. Det hele ansåes for at være et af prinsen af Hessens påfund, idet denne kun kendte sit eget hjemlands lejede soldater; men Martinau mente, at den sandsynlige fölge nærmest vilde blive den, at disse nye tropper vilde ödelægge de gode sider, som nu udmærkede den norske soldat, uden at medföre andre fordele. Den her omtalte plan blev dog ikke endelig gennemfört.
I det hele taget synes denne vinter at have været ganske ualmindelig rig på rygter og gætninger, og skönt Martinau fremdeles befandt sig udestængt fra den selskabelige omgang med de fleste af Kristianias mere anseede familier, havde han dog oftere noget at indberette. Da det verdenshistoriske år 1789 var begyndt, hörte man således fortælle, at Georg III var bleven sindsforvirret, og at regeringen havde måttet overdrages til prinsen af Wales, hvilket man antog vilde medföre en fuldstændig forandring i den
- ↑ Her er fulgt Martinaus referat i hans brev til kongen af 27 December 1788. Der var i virkeligheden endnu en del hvervede tropper, som dog ikke vare inddelte i regimenter. I. Chr. Berg, Om Landeværnet, s. 42 flg.
