Han undlod heller ikke at indberette, hvad han således blev öjenvidne til. I et brev til Gustav 111 af 27 December 1788 fortæller han, at i Frederikstad havde man på én dag begravet seksten soldater, og i Kristiania, hvor garnisonen kun talte 400 mand, var der i fem uger bortrevet seksti. At amtmændene og hvert amts physicus havde gjort rundrejser i sine distrikter for at forsöge på at stanse sygdommen, kunde ikke hjælpe noget, idet denne vedblev at rase og stadig krævede nye ofre.[1] Fölgen heraf undlod ikke at vise sig i den almindelige opinion. Man klagede over, at de bedste tropper i den norske hær vare anvendte for at göre tjeneste som et auxiliærkorps, i stedet for at man dertil havde kunnet tage de hvervede Tropper i Danmark, da Normændene blot skulde göre tjeneste for sit eget lands forsvar. Man ventede også en ny skat. Rygtet herom var for en tid forstummet; men da rigerne vare betyngede med en stor gæld, der var endmere bleven foröget gennem det sidste felttog, ansåes det for rimeligt, at en forögelse i skattebyrden heller ikke kunde udeblive. Dette virkede ikke til at opmuntre stemningen, og sålænge det endnu var usikkert, om sommeren 1789 atter skulde bringe krig eller gjenoprette freden, kunde der i Norge ikke blive;nogen rigtig tryghed for fremtiden.
Man ventede også i Kristiania en forandring i armé-organisationen, som neppe heller kunde blive seet med synderlig gunstige öjne, forsåvidt den sigtede til at bringe danske tropper ind i landet. Dette havde tidligere kun havt to hvervede regimenter, det söndenfjeldske og det nordenfjeldske regiment; men hertil skulde der nu, hed det sig,
- ↑ I et brev at 31 Januar 1789 skildrer Martinau i meget stærke udtryk den tilstand, hvori hospitalet i Frederikstad befandt sig
