udtalte denne, ligesom Martinau erkendte, at han altid havde omtalt Gustav III i meget ærbödige udtryk.[1]
Denne trykkede stemning skulde heller ikke blive synderlig hævet ved de fölger af felttoget, som man ikke alene i Kristiania, men også i de andre garnisons-byer, hvor der var indkvarteret tropper, som havde været med i felttoget, havde rig anledning til at se i den mest sörgelige skikkelse. Den slette forplejning, som de norske tropper-havde fået, viste sig nu först rigtig i sit fulde lys gennem den overordentlige dödelighed. At skjule denne var ikke muligt, og om man nokså meget talte om de store bedrifter, som ikke vare udförte, måtte indtrykket af det store tab af menneskeliv göre et betydeligt skår i glæden over disse. Martinau så hver morgen to eller tre lig bæres forbi sine vinduer, og altid var det soldater, der havde været med i Båhuslen
- ↑ Brev til Gustav III af 13 Decbr. 1788. Martinau havde havt en samtale om disse spörgsmål med prinsen på to til tre timer. Han troede, at prinsen måtte stå i den formening, at han var indviet i Gustav IIIs hemmeligste planer. M. dadlede også meget de fortællinger om de norske troppers opförsel, der fandtes i den netop oversatte beretning om sammenstödet ved Qvistrum, som var udgiven af oberst Tranfelt, ligesom den måde, hvorpå redaktören af det i Göteborg udkommende blad lod sig henrive af sin virkelige eller indbildte patriotisme. Efter krigen læste man nemlig i Norge meget ofte svenske blade. Disses udfald mod Norge kunde gå an, „si à la Parisienne, c’étoit des épigrammes spirituelles, mais des lourds sarcasmes doivent aigrir le caraetère le plus tolérant. C’est dans l’étranger, qu’on s’en apperçoit, et qui pis est de tout, c’est qu’on en importe la tolération à l’approbation tacite du prince le plus décent des mortels, car assurément c’est là une des qualites incontestables de Votre Majesté.“ Det kan være tvivlsomt, om en sådan ros netop i dette tilfælde tilkom Gustav III. – I det samme brev omtalte også M. den store ildebrand i Trondhjem, hvorved der nylig var fortæret 68 huse og 17 kornmagasiner; også grev Schmettows hus var brændt. Denne var selv på den tid i Kristiania, da han ikke kunde komme afsted, forinden der var kommet före
