noget mere, end hvad han som konsul skulde være, en ret og slet handelsagent, måtte man i Kristiania fremdeles se på, at den svenske general-konsul blev på sin post og med overlegenhed afviste enhver opfordring til at rejse. Denne modsætning viste på en slående måde forskellen mellem de to regeringer. Den kunde måske også have gjort et moralsk indtryk, – hvis der havde været nogen, som havde forstået at benytte den på den rette måde. Imidlertid havde dog udvisningsordren havt en fölge, at nemlig for den nærmeste eftertid Kristiania auktoriteter betragtede Martinau og det svenske general-konsulat som ikke existerende og afbröde enhver forbindelse med ham. Heri kunde han ikke tiltrodse sig nogen forandring.
Hvorvidt krigen skulde genoptages, når våbenstilstanden var udlöben i Maj 1789, var et spörgsmål, der ikke var klart for nogen i Kristiania. Denne uvished måtte virke trykkende på mange forhold, og skönt det vistnok kan ansees for at have været en meget stor overdrivelse, når Martinau indberettede til sin konge, at man levede i dödelig angest for at se fiendtlighederne udbryde på ny, er det vel rimeligt, at mange ikke have seet fremtiden imöde med de lyseste forhåbninger. Martinau påstod, at prinsen af Hessens udtalelser for en stor del havde foranlediget denne frygt, idet han havde ytret som sin mening, at den svenske konge vilde skynde sig med at slutte fred med Rusland for derefter at kunne kaste sig over Danmark og Norge, samt at han tænkte på at genoptage den franske allianse. Mod de to stormagter, der havde indblandet sig i striden, havde også prinsen næret megen uvilje, skönt han ikke ligefrem
