agtede at drive sagen til det yderste. Hans kurer var så heldig at komme både frem og tilbage uden at blive kendt, men medbragte rigtignok ikke det svar, som Martinau havde önsket at få. Formodentlig har den omstændighed, at Ugglas ordre kun löbe på, at han skulde söge kongen i Göteborg eller i Karlstad, men ikke på andre steder, bevirket, at han ikke traf denne og således ikke kunde erholde noget direkte svar fra ham på Martinaus forespörgsler. Denne vidste således ikke mere end för, hvad der egentlig var kongens mening, men bestemte sig imidlertid for at blive og ikke lystre nogen ordre om at rejse, hvad enten den kom fra selve regeringen eller fra en af de norske embedsmænd. Han antog, at planen om at jage ham væk fra landet, var bleven udkastet ligeså slet, som den var bleven udfört, idet man havde stået i den tro, at han var en idiot, der vilde adlyde en udvisningsordre ligeså let, som den danske konsul i Göteborg. Desuden benyttede han lejligheden til at udmale for Gustav III, hvor farlig hans stilling var, og hvorledes han måtte sammenlignes med en mand, over hvis hoved der i et hår var ophængt et sværd, som ved förste bevægelse kunde falde ned over ham. Virkeligheden var dog ikke – tilföjede han – så slem, som dette udtryk skulde antyde, og han vilde have en tilstrækkelig erstatning, hvis han blot kunde medbringe bevidstheden om at have gjort nogen væsentlig nytte.[1]
At göre en sådan nytte faldt ham imidlertid vanske-
- ↑ Brev fra Martinau til Gustav III af 6 December 1788. I dette anbefalede han også rådmand Lundström og köbmand Nordberg i Strömstad til kongen, samt le sécrétaire de la ville de Stockholm, Hoshschild, som en mand, der kunde være meget nyttig gennem sin indflydelse på alle klasser af borgerskabet: „en cas de diète son extrême activité le rend conséquent lá, oú il se porte“.
