skyldtes hensynet til det svenske hof, at man havde behandlet ham med en sådan lemfældighed, som det nu var skeet, uagtet han havde foretaget skridt, der vare uforenelige med hans stilling og værdighed. Stiftamtmanden var forbauset over, at Martinau optrådte på en måde, der så lidet stemte med hans tidligere udtalte hensigt at ville give efter for kongens önske, og pålagde ham nu uigenkaldelig at være ude af riget inden tre gange fire og tyve timer, fra 25 November at regne. Dette skulde man tro måtte have hjulpet; men alligevel blev Martinau i det håb, at det kunde komme ganske beleiligt for Gustav III, om man i Kristiania behandlede hans general-konsul på en voldsom måde. Han gik og ventede på den post, som skulde indtræffe i Kristiania 28 November, for at se, om denne bragte ham nærmere ordre fra kongen; men posten kom uden at have noget brev til ham. Han afsendte da i al hemmelighed en kurer forat få besked om, hvorvidt han skulde blive og lade det komme til det yderste eller rejse sin vej uden længere at trodse. Til denne sendelse anvendte han en fattig Svenske, der kaldte sig Uggla og af Martinau fik ros for, at han var godt kendt med vejene.
Dagen forinden den frist var udlöben, som var sat for Martinau, 27 November, skrev stiftamtmanden atter til ham og forklarede ham – efter de oplysninger, som han havde modtaget fra prins Karl af Hessen, – at den mod ham udstedte ordre var foranlediget ved den behandling, der var bragt i anvendelse mod den danske konsul i Göteborg, samt at kongen ikke havde fundet det passende, at der var nogen svensk general-konsul eller nogen stedfortræder for denne i Norge under våbenstilstanden. Det hed imidlertid også, at man önskede at behandle ham med alle mulige hensyn, hvorfor Martinau udtydede dette som et tegn til, at man ikke
